sarahskarum

Hvorfor tror gråhårede mennesker, at de har frikort til dårlig opførsel? Gamle skal også tale pænt.

Undskyld, men hvad er det, der sker?
Jeg ved godt, det ikke er pænt at sige. Slet ikke. Overhovedet. Men I guder hvor er jeg dog træt, træt, træt af gamle mennesker. Og deres usandsynligt sære og voldsomt provokerende tro på, at de har ret til at opføre sig uforskammet, bare fordi de er gamle.
Hvorfor behøver man ikke at opføre sig ordentligt, bare fordi man ikke længere kan kalde sig selv brunette? Giver pensionistkort til DSB også et hemmelig medlemskab af uforskammede menneskers forening? Gråt hår ret til at svine andre til?

FORLEDEN FIK JEG skældud på Nørrebrogade. Jamen intet andet ord duer. Det var ikke en kommentar, en bemærkning eller bare en ytring. Det var skældud, som den slags jeg fik, da jeg var syv år gammel og havde klippet mit pandehår. Lidt skævt. Meget kort.
Nå, der på Nørrebrogade. En aften. Min cykel væltede. På fortovet. Ned over min fod. Egentligt gjorde det rimeligt ondt, og jeg har stadig det blå mærke, men fred være med det. Men en gammel dame, der stod og så på, sagde fornærmet: »Det der var ikke særligt smart. Du kunne have ramt nogen. Hvorfor passer du ikke på? Hvor ubetænksomt.«

UNDSKYLD, MEN hvorfor klapper du ikke i? Hvem har bedt dig kommentere, hvordan min cykel vælter? Eller egentligt, opdrage og irettesætte mig? Som man bliver et orakel af at være gråhåret og rynket.
Hvad skete der egentligt med et »Er du okay?« Nå jo, det var den unge grønthandler, der spurgte og hjalp med mig at rejse cyklen op. Eller hvad med ham den gnavne, der i en mail forleden kaldte mig ‘en skolepige med en selvforståelse så meget større end talent’.

ØH, TAK FOR KAFFE SURE Suresen, sikke en skarp analyse og mange tak for absolut ingenting. Hvad fanden skal man gøre med sådan en omgang galde? Andet end at tænke, sure gamle idiot. Grine af at blive kaldt en skolepige, når man er 32 og rystet over at opdage, at alle ens jævnaldrende faktisk er voksne. Og så forestille sig, hvilke klummer han eventuelt ville skrive, sikkert ikke så skolepigeagtige, men snarere noget i retning af ‘sådan opleves et samfund i forfald. Alt var bedre før. Ingen kan stave længere. Det var bedre, da navneord blev stavet med stort. Alle taler grimt, hvad betyder nederen, og hvorfor spiller unge mennesker så høj musik og går i så mærkelige bukser’.

HVAD ER DET, DER sker? Udløser tabet af farvestof i håret et særligt hormon, der sender signaler til hjernen ‘tillykke gamle jas, nu har du ret til svine folk til, selvom du egentligt ikke har noget forhold til dem?’ eller ‘alle, der er yngre end dig, skal bare have en omgang?’
Og så tager Vrissen Vrissenberg ellers på tur og skælder ud på dem der sidder forkert i toget, dem, der taler for højt på biblioteket, griner under reklamerne i biografen og kritiserer børnebørnenes hår (‘skal du ikke snart klippes knægt?’ Jamen, hvad sker der? Forestil dig lige et styks farmor, der villle blive vred, fornærmet og måske en lille smule såret, hvis man hev hende i frakkeærmet og sagde ’den der beige frakke er simpelthen så grim, du ligner døden fra Lübeck i den?)

HVAD SKER DER? Hvorfor skal gamle mennesker ikke opføre sig pænt? Lige som unge mennesker skal vise hensyn, rejse sig i bussen, snakke ordentligt og huske at smide papiret fra shawarmaen i skraldespanden. Høvisk tale og respekt for hinanden holder. Også overfor folk, der er yngre end selv.
Tag jer sammen, gamle venner.
Så lover jeg at passe på ikke at vælte min cykel ud over jer, holde mit skolepigeliv for mig selv og rejse mig for jer i bussen, når I ser trætte ud. Men så skal I også huske at smile og sige tak.
Vi ku’ jo opføre os ordentligt sammen.

Det der med kærlighed – hvor svært kan det være…? 

Det er ikke særlig sjovt at aflyse et bryllup. I hvert fald ikke når man var udset til at være bruden. Og havde sagt: »Ja, det vil jeg« med glade øjne og champagne i blodet og selv troet fuldt og fast på det.
Men jo tættere vi kom på den store dag, jo mere vågen lå jeg i vores seng midt om natten i tusmørket, helt stiv af skræk og sorg og havde lyst til bare at løbe væk. Uden at bevæge mig, så ham ved siden af ikke vågnede og spurgte:
»Hvorfor kan du ikke sove.«
For jeg kendte jo godt svaret. Jeg kunne bare ikke holde ud at sige det højt. Jeg vidste godt, hvad jeg skulle tage mig sammen til at gøre. Gå min vej. Sige »Undskyld, men jeg kan ikke.«
Men jeg havde ikke lyst til at lytte til mig selv. I stedet lyttede jeg til den stemme, der fortalte, hvad man bør gøre. Som holdt moralprædikener ind i mit øre om at kæmpe, kæmpe, kæmpe. Om vores bedsteforældres generation, der holdt sammen. Om ikke at give op. Om at livet ikke er en dans på roser, og at det også er svært og op ad bakke og klap nu i…

NOGLE GANGE BETYDER DET IKKE, at det er rigtigt, fordi det er svært. Måske er det bare – svært. For svært.
Jeg gik min vej. Før alteret. Men jeg følte mig som en ussel type.
Måske har jeg set for mange tungsindige film, hvor helt og heltinde kæmper og kæmper og kæmper. Måske har jeg lyttet for meget til ord som ‘modsætninger mødes…’, men det er ikke min erfaring, at sød musik opstår. Snarere noget, der lyder som Rammstein på speed jammer med Fede Finn.
 Men jeg har troet, at det var godt, når det var lidt svært. At der var noget særligt fint og udvalgt i at få det tilsyneladende umulige til at lykkes. At det, der var svært, blev til noget. Drama, skænderier og evig skælven af skræk for næste udbrud. At kærligheden virkelig kunne mærkes, når den føltes, som om der var eksploderet en nytårsraket i hjertet på en.
DERFOR BLEV JEG SÅ BEKYMRET, da jeg for ikke så længe siden mødte en ny mand. Som er sød. Bare sød.
Og jeg greb mig selv i at sidde og sige til en veninde: »Jamen, altså, han er virkelig sød, det synes jeg. Sød og nem og ukompliceret. Jeg kan virkelig godt lide ham, og jeg kan virkelig godt lide ham som person… men måske er han for sød? Det er jo virkelig bare sådan nemt…« Og så kiggede hun på mig, og sagde: »Er det egentlig ikke en meget god begyndelse?« Nårh jo.
 Det behøver faktisk ikke at være svært. Siger jeg til mig selv. Det er mit nye motto. Det behøver ikke at være svært. Det er mit slagord for 2008.
Og jeg sover også så fint ved siden af ham.

Det er ingen kunst at brokke sig – hele tiden. Det er sværere at komme af med uvanen.

Gode gud.
Jeg er faldet i.
Godt og grundigt. Bang, så sad jeg der. Nede i brokfælden. Det gik op for mig, da min lillebror sagde: ‘Sikke du er rasende på URBANs bagside.’
Og så grinede han og sagde: ‘Så slipper vi måske for at høre dig brokke dig over alting til jul.’

DET KAN JEG IKKE love, egentligt. Der er sikkert noget, der trænger til et fur (folk, der spiser Kærgården (grund-føj), kvinder, der mener, at højttaleres vigtigste egenskab er at være små – og hvide (øh lyden, skatter?) eller mænd, der mener, at det kunne være ‘kanon hyggeligt at mødes over en latte’ – nej, nej, nej, du har lige kørt dine nosser gennem kaffekværnen).
Men altså, de her bagsider har jo afsløret, at jeg selv er faldet i fælden. Brokfælden. Side op og side ned og ord ord ord om alt, det jeg hader. Mænd, der er skvat, kvinder, der gør dem til det, landsbyer og afskallede hvide stole. Intet for stort, intet for småt.

DET GIDER JEG SGU da ikke. Ud af den med mig. For ærligt talt og mellem os – det er da rimeligt belastende al det brokkeri. So last season faktisk. Tom Ford 1990’er-vrissent, ham der fra Gucci, der stoppede kvinder ned i tætsiddende sort tøj (gerne meget småt og med masser af udsyn til flæsket) og tilsatte vredt, mut, irriteret udtryk i øjnene.
Sur for en sikkerheds skyld. Evigt irriteret. Kronisk utilfreds. Den slags, der vågner og hvæser: ‘Jeg hader alle mennesker’.
Det gør jeg nu ikke, hader alle, men jeg hader dem, der er sure. Skælder ud i butikkernes køer, sukker livstræt og tungt og synes, at alt er for dårligt.
Det er ikke smart. Det er faktisk direkte usmart og umoderne og dumt og lidt til grin. Og jeg synes, det skal være slut.
DET LYDER, som om jeg er en glad julegris, men hvad med lidt mere begejstring? Oprør mod surheden? Jeg, oh den store brokmester, skal gerne gå forrest i en begejstret kamp for det gode humør.
For egentligt ikke, egentligt er livet ret skægt. Gløgg SMAGER godt, folk er søde, mine kolleger er verdens bedste, min far har syltet asier,  Nørrebrogade er julefin og araberbazarhyggelig i samme åndedræt, Bush kan ikke blive genvalgt og lige om lidt skal vi holde fri i masser af dage og være sammen med dem, vi allerbedst kan lide.

JEG SYNES EGENTLIG, at det er en fest. Det her liv.
Lad ham dog drikke latte, tag til julefrokost med den gamle tante og smil, når hun serverer Kærgården, nyd at have nogen til at købe gaver til, kys dem, du godt kan lide, lad de andre beundre deres hvide højttalere, hør Bing Crosby på dine egne.
Udnyt dagene, lige om lidt er der et år til det hele igen og lad være med at brokke og beklage, bare fordi det er en dårlig vane.
Hop ud af brokfælden. Nu. Der er kedeligt dernede.  God sidste uge op til jul. Nyd den.

I landsbyer får man ikke lov til at ligge i fred og dø alene, siger de triumferende. Men man får heller ikke lov til at leve i fred. 

 Nej, jamen Sarah,« skreg en mørkhåret dame og hev mig i armen:
»Jamen, hvad er der dog sket?«
Jeg stod med et brækket ben i gips, krykker og sandsynligvis et rimeligt fåret udtryk i øjnene og et vist ubehag i kroppen.
For denne dame var mig helt og aldeles ukendt.
Men hun kendte mig.
Alt for godt tilsyneladende, som jeg stod der i Brugsen hjemme i min barndomsby og var ved at købe knækbrød med min mor. wOg hun kiggede og smilede og spurgte til alle detaljer, mens hun kiggede på mig gennem sine guldbriller.
Og det var der, at jeg igen huskede, hvorfor jeg hader små landsbyer. Indædt. Fy for fanden. Små huse, grimme biler, alle, der hilser på alle, det højt besungne sammenhold, og her kender man hinanden, siger de og ser triumferende på en, »her får ingen lov til at ligge og dø alene,« indtil naboen opdager miderne, der kravler rundt på loftet nedenunder.
Nej, måske ikke.
Til gengæld kan man så heller ikke få lov til at leve i fred, men under konstant overvågning og tilhørende bedømmelse, og hvis jeg må vælge, tager jeg en død alene og et liv uden indblanding.
Jeg er vokset op i lille landsby. Flygtet det øjeblik, jeg havde trykket studenterhuen ned over pandehåret. Og jeg kommer aldrig tilbage. Ikke en gang mentalt.
Jeg får hjertebanken og lyst til at ringe efter en taxi, hvis folk siger »mit kvarter er som en lille landsby.« Kør mig væk, tag mig bort, slip mig løs.
Fri mig for at lære naboerne at kende, jeg orker det ikke. Jeg vil ikke vide, hvem jeg hører sukke dybt og henført om natten, så jeg skal rødme, når jeg møder dem på trappen.
Hvem, der skændes, så jeg skal bide mig selv i kinden for ikke at sige »dit dumme svin, opfør dig dog ordenligt.« Ellers tak.
Pas jeres eget liv, så passer jeg mit og dem, jeg holder af. Jeg gider ikke hilse på folk på gaden, jeg bare kender udseendet af. Jeg gider ikke have dårlig samvittighed over ikke at huske at kigge op og smile, når jeg er søndagssur og træt og bare skal købe en bolle og en liter mælk. 
»Jeg øver mig i at kunne huske, hvilken kaffe folk drikker,« sagde manden bag disken i min lokale deli, og jeg var lige ved at få åndenød: Nej, ellers tak, jeg ved ikke selv, om jeg er til macchiato eller latte eller bare pebermyntete, jeg ved ikke, hvad jeg vil. Hvordan kan han så tro, at han ved det? Lad mig være i fred.
Jeg kan godt lide tanken om og fornemmelsen af, vi ikke kender hinanden, alle os, der lever i byen. Måske kommer vi til det en gang ved et tilfælde. Måske gør vi ikke. Indtil da er det godt nok sådan. Anonymiteten giver plads til at være sig selv. Ikke kun den, man var i går og i sidste uge og engang.

skr@urban.dk

“Åh nej”
Hun åbnede det ene øje lidt mere. Og lukkede det. Loftet snurrede rundt. Væggene svajede. Tømmermænd, frygtelige tømmermænd.
Tør mund, ondt i hovedet, kvalme.  Men det kunne hun klare. Det plejede at gå over. Bare ligge stille, hente lunkent vand og drikke forsigtigt. Hente  en burger senere. Tage sig sammen til at tjekke mobilen for beskeder og opkaldte. Sendte og udgående – åh please, ingen pinligheder.  Det skulle nok gå.

Men der var noget galt.
Værelset så anderledes ud. Vinduet sad i den forkerte siden af rummet.
Hun lukkede øjnene igen.
På indersiden af øjenlågene begyndte et lysbilledshow. Karrysild. Og der øverst til højre for tallerkenen et duggende snapseglas.
Næste billede: Tomt glas. Flæskesteg, æbleflæsk, leverpostej, hu hej og flere snaps. Gran på bordet, nisser på kantines vægge. En julestjerne på buffeten.

Nyt billede. Mange udgaver. Ham fra regnskab, der blev ved med at læne sig ind over bordet. Og smile.
Hun havde bemærket ham de sidste par uger.
Han blev ved med at komme forbi. Til syneladende uden grund. Stod bare lidt ved hendes bord og sagde ’hej’.
’Øh hej?’

Næste billede:Dansegulv. Var det hende, der havde danset med chefen, mens han holdt sit slips mellem begge hænder – og rundt om hendes ryg? Åh gud. Var hun ikke ramlet ind i væggen, da ham fra regnskab svingede hende rundt? Eller var hun bare gledet i de lidt for høje guldsko? Var de virkeligt gået ud i gården sammen? Eller havde hun bare siddet stille der og tænkt ’nu styrer du dig lige? Ellers kommer du aldrig gennem december’

Puha.
Hun ville gerne have hukommelsen tilbage nu.
Og vide hvor hun var.
Og hvad han synes.

Dette er første indlæg i URBANs blog-julefølgeton. Læs de efterfølgende i avisen og på URBANblog.dk