Vi er trådt ind i december, og såvel børn som barnlige sjæle glæder sig. Men hvad sker der med kvinderne?
»Jeg havde faktisk mere tænkt på, hvad jeg ville sige til hans begravelse end til vores bryllup,« sagde en veninde om sin ekskæreste, da vi diskuterede, hvorfor den slags er nogle idioter.
Og ud over at det nok sagde en del om hvorfor han var en eks, og lidt om hendes sans for melodrama, så sagde det også en masse om kvinders evne til planlægning.
Til at forestille sig ting. Giv os en kop kaffe, og vi vurderer ikke bare, om den smager godt, men også hvordan koppen (resten af porcelænet (i sommerhuset, vi ikke har, men det kunne vi jo få, kunne det nok gå), møblerne (ud!) og manden (særdeles okay, men mærkelige sko, og så må jeg lige få forklaret ham, at brunt er gyseligt) ville passe ind i vores liv.
Tag os med ud til middag, og vi tager på mental fremtidsrejse og ser straks for os, hvordan bryllup (ville han holde en god tale? Ville jeg ligne en isbjørn i pailetter og er han sådan en, der er til kirkebryllup egentligt?), børn (ej ikke tvillinger vel, bare de ikke får den slags i hans familie. Men mindst to. Er han for gammel til det?) og bedsteforældreliv (GID, jeg bliver Malene Schwartz-gammel-smuk og ikke får alt for meget løs hud, der rutcher rundt på kroppen) ku’ arrangeres.
Vi ser ting for os. I guder som vi ser. Ting, der ikke er sket, men som vi bestemt forventer, sker. Gerne vil have. Ja tak, lige om lidt.
Derfor burde december også være brud-fri måned. Ingen mænd må gå fra deres kærester i december. Eventuelt heller ikke i sidste halvdel af november. For der er hun gået i gang. Med at forestille sig ting. Planlægge. Alt fra tur i Tivolis julemarked med røde kinder og kys under lysene til, hvordan han evt. skulle komme forbi anden juledag, hun har snakket med sin mor om, hvad ’han ønsker sig’, hun har købt en gave til ham (og byttet den igen og overvejet, om den er for lille eller for stor, og om hun ikke kan huske, hvad det var han fik af eks-kæresten, så hun kan overgå den), har forestillet sig, hvad han giver (for en gave er jo ikke bare en gave. En gave er intet mindre end den store test af om han egentligt har fanget, hvem hun er.
Jeg kan melde, at mænd, der giver en kvinde, der kun har højhælede sko, en vandrerygsæk – i en særlig tætsiddende model, så man kan klatre med den og med en anordning til at sætte isøksen fast i, de dumper! (Big time) og hun har set nytåraften for sit indre blik. Inklusive et kys klokken tolv og en mand, der henført hvisker ’det bliver vores år.’
Så derfor duer det ikke, at nogen siger ’det er ikke dig, det er mig’ eller ’jeg tror måske bare…’ Kæreste-transfervinduet bør være lukket. Sådan havde vi forestillet os, at det skulle være. I hvert fald i december.