“Åh nej”
Hun åbnede det ene øje lidt mere. Og lukkede det. Loftet snurrede rundt. Væggene svajede. Tømmermænd, frygtelige tømmermænd.
Tør mund, ondt i hovedet, kvalme. Men det kunne hun klare. Det plejede at gå over. Bare ligge stille, hente lunkent vand og drikke forsigtigt. Hente en burger senere. Tage sig sammen til at tjekke mobilen for beskeder og opkaldte. Sendte og udgående – åh please, ingen pinligheder. Det skulle nok gå.
Men der var noget galt.
Værelset så anderledes ud. Vinduet sad i den forkerte siden af rummet.
Hun lukkede øjnene igen.
På indersiden af øjenlågene begyndte et lysbilledshow. Karrysild. Og der øverst til højre for tallerkenen et duggende snapseglas.
Næste billede: Tomt glas. Flæskesteg, æbleflæsk, leverpostej, hu hej og flere snaps. Gran på bordet, nisser på kantines vægge. En julestjerne på buffeten.
Nyt billede. Mange udgaver. Ham fra regnskab, der blev ved med at læne sig ind over bordet. Og smile.
Hun havde bemærket ham de sidste par uger.
Han blev ved med at komme forbi. Til syneladende uden grund. Stod bare lidt ved hendes bord og sagde ’hej’.
’Øh hej?’
Næste billede:Dansegulv. Var det hende, der havde danset med chefen, mens han holdt sit slips mellem begge hænder – og rundt om hendes ryg? Åh gud. Var hun ikke ramlet ind i væggen, da ham fra regnskab svingede hende rundt? Eller var hun bare gledet i de lidt for høje guldsko? Var de virkeligt gået ud i gården sammen? Eller havde hun bare siddet stille der og tænkt ’nu styrer du dig lige? Ellers kommer du aldrig gennem december’
Puha.
Hun ville gerne have hukommelsen tilbage nu.
Og vide hvor hun var.
Og hvad han synes.
Dette er første indlæg i URBANs blog-julefølgeton. Læs de efterfølgende i avisen og på URBANblog.dk