I landsbyer får man ikke lov til at ligge i fred og dø alene, siger de triumferende. Men man får heller ikke lov til at leve i fred.
Nej, jamen Sarah,« skreg en mørkhåret dame og hev mig i armen:
»Jamen, hvad er der dog sket?«
Jeg stod med et brækket ben i gips, krykker og sandsynligvis et rimeligt fåret udtryk i øjnene og et vist ubehag i kroppen.
For denne dame var mig helt og aldeles ukendt.
Men hun kendte mig.
Alt for godt tilsyneladende, som jeg stod der i Brugsen hjemme i min barndomsby og var ved at købe knækbrød med min mor. wOg hun kiggede og smilede og spurgte til alle detaljer, mens hun kiggede på mig gennem sine guldbriller.
Og det var der, at jeg igen huskede, hvorfor jeg hader små landsbyer. Indædt. Fy for fanden. Små huse, grimme biler, alle, der hilser på alle, det højt besungne sammenhold, og her kender man hinanden, siger de og ser triumferende på en, »her får ingen lov til at ligge og dø alene,« indtil naboen opdager miderne, der kravler rundt på loftet nedenunder.
Nej, måske ikke.
Til gengæld kan man så heller ikke få lov til at leve i fred, men under konstant overvågning og tilhørende bedømmelse, og hvis jeg må vælge, tager jeg en død alene og et liv uden indblanding.
Jeg er vokset op i lille landsby. Flygtet det øjeblik, jeg havde trykket studenterhuen ned over pandehåret. Og jeg kommer aldrig tilbage. Ikke en gang mentalt.
Jeg får hjertebanken og lyst til at ringe efter en taxi, hvis folk siger »mit kvarter er som en lille landsby.« Kør mig væk, tag mig bort, slip mig løs.
Fri mig for at lære naboerne at kende, jeg orker det ikke. Jeg vil ikke vide, hvem jeg hører sukke dybt og henført om natten, så jeg skal rødme, når jeg møder dem på trappen.
Hvem, der skændes, så jeg skal bide mig selv i kinden for ikke at sige »dit dumme svin, opfør dig dog ordenligt.« Ellers tak.
Pas jeres eget liv, så passer jeg mit og dem, jeg holder af. Jeg gider ikke hilse på folk på gaden, jeg bare kender udseendet af. Jeg gider ikke have dårlig samvittighed over ikke at huske at kigge op og smile, når jeg er søndagssur og træt og bare skal købe en bolle og en liter mælk.
»Jeg øver mig i at kunne huske, hvilken kaffe folk drikker,« sagde manden bag disken i min lokale deli, og jeg var lige ved at få åndenød: Nej, ellers tak, jeg ved ikke selv, om jeg er til macchiato eller latte eller bare pebermyntete, jeg ved ikke, hvad jeg vil. Hvordan kan han så tro, at han ved det? Lad mig være i fred.
Jeg kan godt lide tanken om og fornemmelsen af, vi ikke kender hinanden, alle os, der lever i byen. Måske kommer vi til det en gang ved et tilfælde. Måske gør vi ikke. Indtil da er det godt nok sådan. Anonymiteten giver plads til at være sig selv. Ikke kun den, man var i går og i sidste uge og engang.