sarahskarum

Det er ingen kunst at brokke sig – hele tiden. Det er sværere at komme af med uvanen.

Gode gud.
Jeg er faldet i.
Godt og grundigt. Bang, så sad jeg der. Nede i brokfælden. Det gik op for mig, da min lillebror sagde: ‘Sikke du er rasende på URBANs bagside.’
Og så grinede han og sagde: ‘Så slipper vi måske for at høre dig brokke dig over alting til jul.’

DET KAN JEG IKKE love, egentligt. Der er sikkert noget, der trænger til et fur (folk, der spiser Kærgården (grund-føj), kvinder, der mener, at højttaleres vigtigste egenskab er at være små – og hvide (øh lyden, skatter?) eller mænd, der mener, at det kunne være ‘kanon hyggeligt at mødes over en latte’ – nej, nej, nej, du har lige kørt dine nosser gennem kaffekværnen).
Men altså, de her bagsider har jo afsløret, at jeg selv er faldet i fælden. Brokfælden. Side op og side ned og ord ord ord om alt, det jeg hader. Mænd, der er skvat, kvinder, der gør dem til det, landsbyer og afskallede hvide stole. Intet for stort, intet for småt.

DET GIDER JEG SGU da ikke. Ud af den med mig. For ærligt talt og mellem os – det er da rimeligt belastende al det brokkeri. So last season faktisk. Tom Ford 1990’er-vrissent, ham der fra Gucci, der stoppede kvinder ned i tætsiddende sort tøj (gerne meget småt og med masser af udsyn til flæsket) og tilsatte vredt, mut, irriteret udtryk i øjnene.
Sur for en sikkerheds skyld. Evigt irriteret. Kronisk utilfreds. Den slags, der vågner og hvæser: ‘Jeg hader alle mennesker’.
Det gør jeg nu ikke, hader alle, men jeg hader dem, der er sure. Skælder ud i butikkernes køer, sukker livstræt og tungt og synes, at alt er for dårligt.
Det er ikke smart. Det er faktisk direkte usmart og umoderne og dumt og lidt til grin. Og jeg synes, det skal være slut.
DET LYDER, som om jeg er en glad julegris, men hvad med lidt mere begejstring? Oprør mod surheden? Jeg, oh den store brokmester, skal gerne gå forrest i en begejstret kamp for det gode humør.
For egentligt ikke, egentligt er livet ret skægt. Gløgg SMAGER godt, folk er søde, mine kolleger er verdens bedste, min far har syltet asier,  Nørrebrogade er julefin og araberbazarhyggelig i samme åndedræt, Bush kan ikke blive genvalgt og lige om lidt skal vi holde fri i masser af dage og være sammen med dem, vi allerbedst kan lide.

JEG SYNES EGENTLIG, at det er en fest. Det her liv.
Lad ham dog drikke latte, tag til julefrokost med den gamle tante og smil, når hun serverer Kærgården, nyd at have nogen til at købe gaver til, kys dem, du godt kan lide, lad de andre beundre deres hvide højttalere, hør Bing Crosby på dine egne.
Udnyt dagene, lige om lidt er der et år til det hele igen og lad være med at brokke og beklage, bare fordi det er en dårlig vane.
Hop ud af brokfælden. Nu. Der er kedeligt dernede.  God sidste uge op til jul. Nyd den.

This entry was posted on søndag, december 16th, 2007 at 18:48 and is filed under Sarah Skarum. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.